Godt at vide

Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet

Diplomingeniører

På universitetets studieportal finder du al praktisk information omkring dit studie og studiestarten, fx hvordan du anskaffer dig et studiekort og får det aktiveret.

Du kan finde informationer om resten af semestret på BrightSpace – siden, hvor alle dine kurser, lektier og dit skema kommer til at fremgå.

Generelt

studerende.au.dk finder du generel information og nyheder for studerende fra Aarhus Universitet (AU).

Find vej på Katrinebjerg

Her kan du finde lokaleoversigten for Ingeniørhøjskolens bygninger “Edison”, “Kahn”, “Nygaard” og “Shannon” på Finlandsgade.
Bygningsoversigt over “Codd” findes her.

En lille guide til navngivningen på lokaler:
– Tallene angiver etage og lokale (Stueplanet i Shannon starter med 0, i Edison og Kahn med 1)
– Bogstavet/bogstaverne angiver en bygning (E = Edison, K = Kahn, etc.)
Således er lokalet 424E lokaliseret på 4. sal i Edison-bygningen.

Her får I også en helt generel oversigt over området ved Finlandsgade:

Teknisk Boglade

Teknisk Boglade (drevet af Stakbogladen) er din lokale bog-pusher. Hos Teknisk Boglade kan du finde boglister, som er undervisernes lister over bøger for de enkelte semestre for lige præcis din studieretning – og du får 10 % studierabat på bøgerne!
Læs mere på Teknisk Boglades hjemmeside.

Teknisk Boglade laver bogpakker til nye studerende, så de bøger, der skal bruges på 1. semester, står samlet pakket og klar til køb i bogladen. Stakbogladen har en popup butik på Navitas, hvor bøgerne kan hentes. Det er dog meget nemmere for dig at hente dine bøger ved Stakbogladen, som ligger ganske tæt på dine undervisningslokaler på Katrinebjerg.

Brugte bøger

Bøger til uddannelserne på Katrinebjerg kan købes brugt på facebook-grupperne “Køb og salg af pensumbøger – ASE Katrinebjerg” og “Brugte Bøger AU Science and Technology“.

Rådet for Ingeniørstuderende Aarhus (RIA)

Rådet for Ingeniørstuderende Aarhus, er en organisation, der varetager de studerendes interesser på Ingeniørhøjskolen.

Alle har mulighed for at engagere sig i RIA eller et af RIA’s mange underudvalg, f.eks. Festudvalget, musikudvalget og motorcykelklubben.

Besøg RIA-kontoret i lokale 117 i Edison-bygningen eller besøg dem på deres facebook: RIA – Rådet for Ingeniørstuderende Aarhus.

Festudvalget (FUT)

Festudvalget – eller i daglig tale FUT – er festudvalget på Ingeniørhøjskolen (for både Katrinebjerg og Navitas). Det er blandt udvalgets medlemmer, at Ingeniørhøjskolens repræsentanter ved den årlige Kapsejlads i Universitetsparken findes – så kan du bunde øl i en fart, og er du ikke bange for at ryge i baljen, er Festudvalget måske noget for dig.

Derudover står Festudvalget også hvert semester for en kæmpe fest, der afholdes på Navitas for alle studerende på Ingeniørhøjskolen. Hold øje med datoen og læs mere om Festudvalget på Facebook.

Katrines Kælder

Katrines Kælder er simpelthen verdens bedste studiebar! I kælderen finder du alt, hvad du behøver af en studiebar, herunder billige øl (både på fad og flaske!), uendeligt mange drinks, sodapops (f.eks. Breezer) og selvfølgelig et bordfodboldbord, diverse brætspil og en arkademaskine!

Katrines Kælder har åbent fredage og afholder løbende spændende arrangementer for dig og dine medstuderende. Læs mere om disse og eventuelle muligheder for at blive bartender på Katrines Kælder på Facebook.