Fredag

Fredag d. 6. september 2019 starter en weekend, du aldrig vil glemme. Du skal nemlig på rustur!

Du starter din dag på Katrinebjerg, hvor du skal være klokken 8:00. Her vil der komme busser, som samler dig og dine medstuderende op og kører jer til Sletten, hvor jeres rustur kommer til at foregå.

Når du ankommer til Sletten vil du som noget af det første blive tildelt et hold, som vil bestå af dig og dine medstuderende, og som du resten af turen vil skulle holde sammen med igennem diverse konkurrencer og aktiviteter. Efter at alle er fordelt på hold, er det tid til indkvartering, hvor alle finder et sted at sove – vi har sørget for ruminddeling, så du følger bare din holdtutor.

Når du og dine medstuderende alle har fundet et sted at lægge jeres medbragte liggeunderlag/luftmadras, er det tid til ingeniørdebatten – her vil der være mulighed for at stille alverdens spørgsmål til et panel af færdiguddannede ingeniører, hvor de forskellige ingeniørretninger er repræsenteret. De vil svare på spørgsmål om alt fra studielivet til jobsøgning. Derefter vil der være mulighed for at få en mere one-to-one samtale med de forskellige ingeniører, da der bliver opstillet stande for de forskellige virksomheder.

Husk at spise morgenmad hjemmefra, da første måltid serveres til frokost af et super smukt og guld-glimrende køkkenhold.

Efter frokost vil der være aktiviteter med dit hold, hvor I får lært hinanden bedre at kende, får lavet lidt løjer og gear til jeres hold! Her du vil lære dine kommende medstuderende og venner bedre at kende, så I er klar til de vildeste 3,5 år sammen.

Som afslutning på en fed dag, så står den på aftensmad og efterfølgende fest i Internet-tema, hvor du skal dukke op klædt ud som din yndlings-meme, eller kreative fortolkning af mest besøgte hjemmeside! Her kan du enten komme udklædt alene, som f.eks. Nyan cat med dens farverige slør eller hive dine kammerater sammen til et social-media team.

Vi glæder os til at se dig på Rusturen 2019!